Nå, det er mandag formiddag, og jeg sidder her på min pind og prøver at holde mine øjne åbne....zzzzzz.....
Hvorfor er du træt, Pia? hører jeg jer spørge, og det er virkelig et godt spørgsmål, for vi har ikke lavet en disse hele weekenden, Yvonne og jeg! Vi havde nemlig tøseweekend hos hende, hehe.
Det vil sige, ja, vi har da lavet lidt. Vi var på indkøbstur i et par butikscentre (Pias slutresultat: 2 par sko, grønne. 2 par øreringe, en virkelig lækker morgenkåbe, noget kosmetik og en hat). Derudover har vi bare daset og læst bøger på et par liggestole i haven - det var virkelig godt vejr hele weekenden, forunderligt nok, og jeg er noget så hummerrød på begge skinneben og overarme samt udskæring, og har smurt mig med aloe vera gele siden lørdag aften for at mildne effekten. Av, det gør ondt! :) Så kan man vel lære at smøre solcreme på, måske. Yvonne spurgte mig endda om jeg ikke ville have noget, men nejnej, det gik jo nok uden. Ha! Gu gjorde det ej! Mit ansigt er faktisk rigtig pænt i farven, men det er nok også fordi min dagcreme har solfaktor 15.
Nå, men udover det så forkælede vi os selv, med hår-, fod-, ansigts- og håndmasker og skrubbecremer af forskellig slags lørdag aften, akkompagneret af en Bruce Springsteen koncert. *Suk* Vi kan godt lide Bruce.
Søndag aften så vi et par film - 'The Village' som jeg syntes var fænomenal, og en fantastisk hollandsk film 'The Discovery Of Heaven', baseret på en hollandsk roman. Den handler om at Gud er blevet træt af mennesker og vil have stentavlerne med De Ti Bud bragt tilbage til himlen, og det skal de bruge en menneskelig agent til. Meget interessant og godt lavet film, så derfor tror jeg også bogen må være god. Heldigvis er den oversat til engelsk, og til at få online, så den dumper ind ad min brevsprække en af de nærmeste dage, hehe.
Og i dag er jeg bare søvnig! Jeg tror simpelthen at solbranden har taget min energi! Men altså, jeg er nødt til at holde mig lidt vågen - jeg skal jo hente solbriller i dag (jubiiiii)!!
Nå, men nu er det frokost-tid, så jeg daffer! :)
No comments:
Post a Comment